Selvindsigt

 At få en diagnose som voksen – og være mor til børn med diagnoser

Da jeg som 36-årig fik min første diagnose – ADHD og OCD – kunne jeg ikke lade være med at grine. Jeg tænkte: “De tager fejl. Big time.” For sådan føltes det. Jeg havde jo levet et helt liv, fået børn, taget ansvar, klaret mig igennem alt muligt. Hvordan skulle det pludselig være mig?

Men de tog ikke fejl. Et år senere kom autismediagnosen også, og dér gik virkeligheden for alvor op for mig. Det var ikke bare en misforståelse eller en tilfældighed. Det var en del af mig.

Og så stod jeg dér med spørgsmålet: Hvad nu? Hvad gør man, når man som voksen får sat ord på noget, der altid har været der – men som ingen (heller ikke én selv) har set klart før?

Hvad diagnoserne betød for mig

I starten føltes det næsten uvirkeligt. Jeg havde jo altid tænkt, at jeg “bare” var mig – lidt kaotisk, lidt anderledes, men også stærk og handlekraftig. Da ADHD og OCD kom på papiret, grinede jeg det væk. Jeg var sikker på, at de måtte have taget fejl. Men efterhånden som jeg begyndte at læse, lytte og mærke efter, kunne jeg se mønstrene. Det var ikke en fejl. Det var mig.

Da autismediagnosen kom året efter, blev det endnu mere tydeligt. Det var som om, jeg fik et spejl, der viste mig sider af mig selv, jeg altid havde kendt – men aldrig haft ord for. Og det var både en lettelse og en sorg. Lettelse, fordi jeg endelig kunne forstå, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Sorg, fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvordan mit liv kunne have set ud, hvis nogen havde set det tidligere.

Men midt i alt det tunge kom der også en ny styrke. Jeg begyndte at se, at diagnoserne ikke gjorde mig mindre – de gjorde mig mere hel. De gav mig et sprog, jeg kunne bruge både for mig selv og for mine børn.

Når mor også har diagnoser

At få mine egne diagnoser ændrede ikke kun mit syn på mig selv – det ændrede også mit blik på mine børn. Jeg har børn, der selv har diagnoser, og pludselig stod jeg i en dobbeltrolle: både som mor, der skal kæmpe for sine børns behov, og som kvinde, der samtidig skal lære at forstå sine egne.

På den ene side gav det mig en helt særlig forståelse. Jeg kunne genkende deres reaktioner, deres udfordringer og deres styrker på en måde, jeg måske ikke havde kunnet før. Jeg kunne sige til dem: “Jeg forstår dig – ikke bare som mor, men fordi jeg selv kender følelsen.”

På den anden side var det også tungt. For hvordan finder man overskuddet til at være den stærke, når man selv er i gang med at finde fodfæste? Hvordan balancerer man mellem at være den, der skal skabe struktur, og samtidig selv kæmpe med kaos?

Det er ikke altid smukt eller perfekt. Men jeg har lært, at sårbarhed også kan være en styrke. Når jeg tør vise mine børn, at jeg selv har brug for pauser, struktur og hjælp, lærer de, at det er okay at være menneske – med alt, hvad det indebærer.

Systemet og samfundet

At få diagnoser som voksen er én ting. At skulle navigere i systemet bagefter er noget helt andet. For pludselig står man ikke kun med sin egen selvforståelse – man står også med et system, der ofte er bygget til at se børn først, og som alt for tit overser voksne kvinder.

Jeg oplevede, at jeg skulle forklare mig igen og igen. At jeg skulle bevise, at mine udfordringer var reelle, selvom jeg havde klaret mig “så langt” i livet. Som om det at have overlevet var det samme som at have haft det godt.

Samtidig kæmper jeg også for mine børn i det samme system. Det føles nogle gange som at være dobbelt soldat i en krig, man aldrig selv har valgt. Jeg skal både være den, der forstår paragrafferne, møderne og papirarbejdet – og den, der holder sammen på hverdagen derhjemme.

Men jeg har også lært, at min stemme betyder noget. Når jeg deler min historie, kan jeg være med til at vise, at diagnoser ikke er en svaghed, men en del af det menneske, man er. Og at systemet har brug for at se hele mennesket – ikke bare en diagnosekode.

Afslutning – fra kaos til klarhed

At få diagnoser som voksen – ADHD, OCD og senere autisme – har ikke været en lige vej. Det har været en rejse fyldt med chok, grin, tårer og en masse spørgsmål. Men det har også været en rejse mod klarhed.

Jeg har lært, at diagnoser ikke definerer mig, men de hjælper mig med at forstå mig selv. De giver mig et sprog, jeg kan bruge til at forklare både mine egne behov og mine børns. Og de minder mig om, at styrke ikke handler om at klare alt alene, men om at turde stå ved, hvem man er – med hele pakken.

Jeg ved, at jeg stadig vil møde systemer, der ikke altid forstår. Jeg ved, at jeg stadig vil have dage, hvor kaos fylder mere end struktur. Men jeg ved også, at jeg ikke står alene. Og at min stemme – og vores stemmer – kan være med til at skabe forandring.

💖 Dagens glimt: At opdage, at selv i de tungeste erkendelser kan der ligge en stille lettelse – som et lille lys, der viser vejen frem.

Med glimmer på kinden og styrke i hjertet,

Kjeldsen